SKØNNE FERIEDAGE I DET NORDJYSKE!
SKØNNE FERIEDAGE I DET NORDJYSKE!
Feriestemningen melder sig med det samme, når I kommer kørende gennem det nordjyske landskab, hvor fyrreskov, hede og hvide klitter blander sig og skaber den smukkeste kulisse for feriedagene. I skal sætte kurs mod Skiveren, og midt i et fredeligt sommerhusområde ligger jeres nye fristed; et velholdt fritidshus, der står klar til en ny familie, der drømmer om et sted, hvor I for alvor kan slappe af, komme ned i gear og nyde naturen.
I overtager en grund på intet mindre end 4.815 kvadratmeter, så her kan I være helt jer selv, og huset ligger dejligt privat inde mellem de høje træer, som skaber en herlig oase. Her har huset ligget lige siden 1979, og det er tydeligt, at der løbende er lagt kræfter i vedligeholdelsen, så både inde og ude står huset pænt, og det er lige til at tage i brug.
Indendøre venter jer 78 kvadratmeter, som er udnyttet på bedste vis, så de giver jer alt, hvad I har brug for; I finder blandt andet et nydeligt badeværelse med brus og gulvvarme, og dertil kommer tre værelser, der uden problemer kan indrettes med såvel dobbeltsenge som køjesenge, så det bliver nemt at få plads til hele familien. Som et ekstra plus er der indtænkt opbevaring i de indbyggede skabe på alle tre værelser, så I kan pakke rejsetasken ud som det første, når I ankommer og gør jer klar til ferie.
Herefter er det tid til at indtage husets skønne opholdsrum, som folder sig ud med både en oplagt spiseafdeling, en hyggelig stue med brændeovn og gulvvarme, og et veludnyttet køkken, hvor der er tilført lidt moderne komfort i form af en opvaskemaskine. I vil straks kunne forestille jer, hvordan de lyse rum sætter kulissen for al den kvalitetstid, I skal have med familien; omkring spisebordet kan I slå jer ned med et brætspil, og i stuen kan I se for jer, hvordan der på regnfulde dage tændes op i brændeovnen, mens gode bøger og kryds-og-tværser findes frem til en stille stund i sofaen. Uanset hvor I befinder jer, vil I også nyde effekten af de mange vinduer, der både fylder rummet med dagslys og skaber en flydende overgang mellem inde og ude. Der er altså altid udsigt til haven, og det er derfor nemt at lade sig lokke udenfor på den sydvendte terrasse, når solen skinner. Her på terrassen kan I inden længe nyde sommervejret, tænde op i grillen og lade roen sænke sig over jer.
Der er dømt ægte ferieidyl her på Apollonvej 2, og den følger med jer ud på tur, når I udforsker nærområdet. I kan hoppe på cyklerne, og efter kun et kvarter står I midt på den brede, hvide sandstrand, som inviterer på et dyp i Vesterhavet. Området er i det hele taget spækket med udflugtsmål, for I kan også tage turen til Råbjerg Mile eller til spidsen af Danmark, hvor Skagen byder på spisesteder, butiksliv og en helt særlig atmosfære.
Kan I se det for jer? Det er de næste mange års dejlige ferieminder her på Apollonvej 2.
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.